Æteriske olier er noget jeg bruger, når jeg har kunder der kommer til healing. Men en dag havde jeg en mor og datter der kom, fordi de havde en på den anden side, som de rigtig gerne ville i kontakt med. Inden folk kommer forbereder jeg mig altid ved at meditere og stille ind, og ofte har de døde også vist sig lidt inden. Denne afdød havde allerede vist sig ved at vække mig om natten. Der er altid en grund til det de gør, og her viste det sig, at han vækkede pigen om natten, for at fortælle at han stadig er der.
Men inden de kom følte jeg, at jeg skulle blande en olie til pigen. Jeg fulgte min intuition, og blandede det sammen som jeg følte hun havde behov for. Jeg vidste ikke helt hvad det skulle bruges til, men følte pigen ville have gavn af det. Da mor og datter kom og vi havde fået de beskeder igennem der var behov for, gav jeg pigen olien. Men hvad jeg ikke havde set komme var da moderen duftede til olien, og kunne konstatere at olien duftede som den parfume hendes afdøde far altid havde brugt…
Det var overraskende… også for mig. Men en fantastisk måde at bekræfte sin eksistens på, for hvordan skulle jeg kunne vide hvordan faderens parfume havde duftet? og hvad er oddsene lige for at jeg kunne lave en blanding, der duftede præcis som parfumen. Det viser, at de har de mest kreative måder, at sende kærlige hilsner til os på. Hvis vi tør.