Birgitte er virkeligheden. Det sted hvor krop og sjæl fører mig hen til mine indre værdier og kerne.

Jeg er et træ der er groet lidt fast og nogle af mine rødder er tørret lidt ud. Det giver den uro og mærkelige fornemmelse i hele træets kerne. Du vander mig ikke, men får mig til at åbne mine rødder, så de igen kan suge vand. Du er ikke solen, men du gør mig opmærksom på dens varme og energi. Så jeg får kræfter til at springe ud med blade og blomster.

I dit nærvær bliver jeg opmærksom på mig selv. Både det der føles forkert, som de lukkede rødder og det der føles rigtigt som solen og vandet.

Hvad træet vil med sit liv, lader du være op til træet selv. Men du hjalp det til at åbne sig, mærke det der var vigtigt for at det kunne udvikle, vokse og rumme sig selv.

Birgitte kan få krop og sjæl til at indgå i et harmonisk samspil. Så du ikke længere mærker denne uro og tvivl der opstår når det liv man lever ikke stemmer overens, med det man egentlig gerne vil. Men måske ikke er bevidst om.