Hvad er healing? For nylig blev jeg spurgt om hvad healing egentlig er for noget? Der har været en udsendelsesrække på tv2 om healing ”Healing – den sidste udvej” Første afsnit kan ses her:http://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/healing—den-sidste-udvej/goer-det-en-forskel-eller-er-det-fup-snigpremiere-115027/?icid=TV%202%20PLAY:big

Og selvom jeg selv er uddannet healer, synes jeg det er svært at forklare, hvad healing er.

Ordet i sig selv betyder kort og præcist helbredelse, men kan man så helbrede alt, ved at lægge sine hænder på andre? Nej, det kan man efter min overbevisning ikke. Men man kan hjælpe det på vej, ligesom man gør ved kinesiologi, akupunktur, zoneterapi m.m. Disse behandlingsformer har det tilfælles, at de afbalancerer ens energisystem. Nogle kalder det meridianbaner, andre taler om chakraer, men det er kort og godt noget, som vi ikke kan se, men som alligevel ser ud til at koble vores psyke med vores krop.

De fleste kan nok blive enige om, at man f.eks. kan blive fysisk syg af at have stress. Så koblingen mellem psyke og krop er ikke fremmed for de fleste, men forklaringen på hvorfor du kan koble de to ting bliver ofte tilskrevet nervesystemet og dets indvirkning på kroppens tilstand. Men hvad nu hvis kineserne, og hvem der ellers har praktiseret det vi kalder alternativ behandling i mange år, har ret i at energierne/meridianbanerne/chakraerne eller hvad du vil kalde det, måske er linket mellem psyken og sjælen?

Forestil dig, at der rent faktisk er et energifelt omkring dig. Den nyeste forskning indenfor kvantefysik tyder på, at hvad vi har lært om atomer m.m. i skolen måske ikke er hele sandheden. Så hvis vi nu antager, at dette energifelt er der, og at det er med til at påvirke din fysiske krop i forhold til din sindstilstand og omvendt. Hvem kender f.eks. ikke det, at de kan blive i dårligt humør efter for meget sukker, eller få ondt i maven fordi de er nervøse? Og forestil dig så at ligesom vi kender kroppen og alle dens organer, så er energisystemet omkring dig også bygget logisk op omkring hvilke følelsesmæssige tilstande der påvirker bestemte steder i kroppen. Det er blandt andet noget af det metasundhedsbølgen taler om.

Vi opererer den fysiske krop ved at skære i den, men hvordan påvirker du energikroppen? Ved at overføre energi til den, og få dem til at strømme frit. Nu giver det ikke et godt resultat at sætte fingeren i stikkontakten, men via et andet menneske, kan du tilføre kroppen energi og rette op på de ubalancer der eksisterer på det pågældende tidspunkt. Sammenlign det med zoneterapi, hvor du trykker under fødderne for at påvirke resten af kroppen, her påvirker du de samme systemer, men med overførsel af energi i stedet.

Du kan også tænke på folk der ser auraer, hvad er det egentlig de kan se? Er det måske energien omkring den pågældende person? Vi kender alle til, at vi møder folk og har dannet os et indtryk af, om vi kan lide dem eller ej på 5 sek. Er det kun deres fysiske fremtræden, der afgør dette? Eller er det måske også fordi du kan mærke deres energi? Det nemme svar på hvad healing er, er derfor en energioverførsel, og en afbalancering af den enkeltes energi. Men rent faktisk at forstå dette, ud fra den viden vi har tillært os i skolen er en helt anden sag. 

Det er dog vigtigt at holde fast i, at du ikke er afhængig af, at andre skal tilføre dig denne energi. Men at du selv er i stand til at gøre præcis det samme som healeren gør.